Aktiviteter

Når børnene og deres voksne besøger bondegården bliver de budt velkommen af Lars Juel Sørensen. Han fortæller lidt om hvad der skal ske, således at børnene ved at det er ham, der er bondemand og bestemmer på bondegården.

Alle dyrene skal fodres. Hestene skal have gulerødder, det samme med køerne.

Fårene skal fodres og og om foråret er der måske lam, der skal have sutteflaske, fordi deres mor har frastødt dem.

Som nævnt på forsiden er vores svin testet fri for MRSA - men vi vasker altid omhyggeligt hænder inden vi skal spise- uanset hvad vi har rørt ved.

Vi har i øjeblikket en voksen so og en sopolt og en lille orne af racen Amerikansk Minigris De skal naturligvis også fodres, alt imens vi får os en god snak om spegepølse og frikadeller...

Hønsene og kyllingerne skal også fodres og kæles. Det samme gælder gæs, ænder og høns. Så skal der samles æg.

Når alle dyr er fodret af, plejer vi at gå på legepladsen, både for at lege vildt, men også for at give dyrene en lille pause! Når børn så har tjekket legepladsen, så plejer de at vende tilbage til dyrene for "videre studier"!

Måske er der også gået fisk i nettet i gårdens sø - man ved aldrig...

Sø med masser af liv

Barresø er hjemsted for gedder og guldfisk.   Der er måske mulighed for at holde en fisk i det store stålkar på bordet nede ved legepladsen. Er børnene store nok, kan de selv prøve at fiske med orm og krog, men det kræver at der er voksne ved deres side. 

Selvfølgelig er der også frøer og tudser i søen og ikke sjældent kan man se en snog, der svømmer elegant i vandoverflade.

Barresø er meget højt beliggende og er en smeltevandpyt fra istiden. Bunden består af det fineste blåler, derfor forsvinder vandet ikke.

 

Vi har en dejlig utraditionel legeplads. Med hængebro, svævebane, rutschebane og gynger. Naturligvis er der også en stor sandkasse som børnene kan hygge sig i!

Forplejning

Efter at have fodret alle dyrene og talt om kød, mælk, korn og fisk, kan man let blive sulten.Vores gæster har mulighed for at indtage den medbragte mad enten under det overdækkede spisested ved søen, eller i den gamle kostald, alt efter vejrforholdene.

Til madpakken serverer vi friskbagt økologisk franskbrød med smør og marmelade.Derudover serverer vi økologisk saft. Man kan vælge mellem solbær, hyldeblomst eller blandet frugtsaft. I sensommeren og frem til jul serverer vi vores egen friskpressede æblemost

Til de voksne er der fairtrade og økologisk kaffe og te.Til åbent hus arrangement,den første søndag i måneden,  kan I være heldige at smage Anjas sønderjyske appelsinkage.

Der er mulighed for at købe vores egen honning og æblemost med hjem.

Musik

Bondemand Lars har gang i sin harmonika - han kan få enhver til at synge og danse omkring... Såvel børn som voksne ! Lars' repertoire strækker sig fra "Mariehønen Evigglad" og "Lille Frække Frederik" til "min kat den danser tango" og meget mere!... Der er også plads til lytterønsker